Case #️⃣ 17 Peter fra Texta

Peter Kragh Lauritsen
Chief Content Officer & Partner hos Texta
Fang ham på LinkedIn her

“Hvordan vil du skabe flest mulige salg i en nyopstartet webshop på 90 dage?”

  1. Du har 90 dage til at skabe mest muligt salg med størst fortjeneste 
  2. Du har lavet en webshop, som er klar til at sælge.
  3. Du sælger tøj, interiør, design eller smykker. 
  4. Du har ingen email permissions og etablerede sociale kanaler endnu. 
  5. Du har 25.000 kr. i budget til annoncering og systemer

Digital marketing behøver ikke at koste penge

Det gør det selvfølgelig i en eller anden potens. Om det er din tid, tanker eller tal på kontoen. Men med kun 25.000 kr. bliver vi nødt til at tænke kreativt og antage, at du har en kæmpe tidsbank, vi kan låne af.

Lad os starte med lidt meta … Der er nemlig rigtig mange forudsætninger, Morten ikke har inkluderet i reglerne, som kan ændre mine svar fra case til case. Skal vi sælge vores eget brand eller andres? Kræver min nye webshop en ordentlig tur med CRO-kammen? Hvilket prissegment ligger mine varer i? 

Sorry, Morten – jeg skal nok komme til sagen. 

Mine 25.000 kr. får hurtigt ben at gå på, men heldigvis kan du som nystartet webshopejer alligevel køre lidt længere på literen, hvis du er villig til at løbe solen sort og kender til de marketingkanaler/platforme, der ikke koster kroner og øre. 

Lad os starte med dem, inden jeg afslører, hvordan de 25.000 kr., der er i budgettet, skal bruges … Cliffhanger! 

Affiliate marketing – No Cure No Pay-marketing? 

Det tager RIGTIG lang tid at opbygge en organisk tilstedeværelse i Google. Dermed ikke sagt at du ikke skal starte på det pronto, så du efter de 90 dage så småt kan begynde at sikre organisk trafik og salg. Så kom i gang med at producere en masse indhold fra dag 1. 

Der findes dog en omvej, hvor du alligevel kan nyde godt af “halvorganisk” eksponering forholdsvis hurtigt. Affiliate marketing er en ofte overset og nedprioriteret afsætningskanal, og det, synes jeg, er superærgerligt. 

For det første er det det tætteste, du kommer på No Cure No Pay-marketing. For det andet ligger der så mange muligheder i samarbejder med små og store publishers, at det kan være en guldgrube for den lille spiller, som skal snuppe salg fra sværvægterne. 

Nogle brancher egner sig bedre end andre til affiliate marketing. Det er klart. Men det er under alle omstændigheder værd at oprette en konto hos et af de mange affiliate-netværk, herunder fx Partner Ads, Digital Advisor mv. og undersøge vilkår og betingelser, herunder programmer, konkurrence, EPC’er mv. 

Det, der ofte skiller fårene fra bukkene, er de muligheder, der ligger udover “bare” at betale for henvisninger og salg. Det er nemt nok.

Ofte har større publishers en mailliste, hvor du kan få eksponeret dine produkter. Nogle tilbyder også at kunne købe eller låne adgang til deres Facebook Pixel eller permissions, som du kan bruge til dine annoncer. Det gør, at du har et endnu bedre udgangspunkt for at tjene penge på din betalte annoncering, end hvis du starter helt grønt. Og vi har set nogle ret vilde cases med tårnhøj ROAS på fx Facebook-annoncer, der vises til en målgruppe, der har vist interesse for et relevant affiliate-site, 

Kort sagt: Affiliate marketing giver (næsten altid) supergod mening, og det er relativt billigt og hurtigt at komme i gang. Det er selvfølgelig svært at mestre, men som en del af en “mange bække små”-strategi SKAL du indtænke affiliate marketing. 

Produktmarketing – få mere ud af dit marketingbudget

Hvad du ikke har i tal på kontoen, har du formentlig i produkter. Og du kan i de fleste tilfælde se dit varelager som en forlængelse af dit marketingbudget.

Rigtig mange webshops udnytter kun i et begrænset omfang de muligheder, der ligger i decideret produktmarketing – altså at bruge sine produkter i en marketingkontekst. De klassiske eksempler inkluderer konkurrencer, give-aways og influencerkampagner, men prøv at tage det til next level med fx:

  • Events & begivenheder, fx “try it out”-aftener eller en styledesign-funktion
  • Livestreams kombineret med auktion eller lign. gamification
  • Ambassadørprogram, hvor trofaste og loyale kunder får adgang til nye produkter eller lign. for at henvise.

En anden vigtig pointe er, at du i din marketing kan forsøge at bruge dine produkter som betaling i stedet for rede kontanter. Det er ofte en mulighed ift. mindre influencere eller medier, som er mest interesserede i at give deres følgere noget. 

Det kan være din billet til et større marketingbudget, idet du ofte kan slippe af sted med kun at betale kostprisen for produktet. 

Permissions – kom i gang i dag (som i NU)

Det kan ikke siges ofte nok. Men permissions (samtykker til at modtage marketingmateriale) er det, der på lang sigt skal sikre dig en god forretning og loyale kunder. Derfor kan du kun komme for langsomt i gang med e-mail marketing og webpush. 


Det behøver ikke at koste penge eller kræve sindssygt meget tid. Du kan med Sleeknote sørge for, at du indsamler mailadresser på dem, der besøger din side. Og så kan du ifm. med konkurrencer eller give-aways (dine egne eller tredjepart) stille som et krav, at man tilmelder sig dit nyhedsbrev. Til webpush kan jeg anbefale PushOwl. 

Du behøver ikke bygge nogen kæmpe marketing-automation motor med tusindvis af smarte flows fra dag 1. Så længe du bare kommer i gang med at indsamle permissions NU, kan du udbygge dit setup løbende, efterhånden som der kommer flere ind i økosystemet. Men start småt og hurtigt.

Nå, men hvordan skal jeg så bruge de 25.000 kr., Peter?

Nå ja, cliffhangeren … Vi mangler jo lige at runde af. 

Vi har jo også 25.000 kr., der skal brændes af. Og her er der egentlig ikke så meget at rafle om, hvis du spørger mig. 

Jeg ville klart brænde alle pengene af på Facebook og Instagram Ads og prøve forskellige formater af, herunder primært DPA, men også annoncer med influencere, tillidsskabende indhold (fx artikler i større medier), remarketing og lookalike, fx listebaseret fra dine udvalgte publishers.


På ret mange cases ser vi også, at relativt brede målgrupper som fx “Interesser” og “Adfærd” performer de snævre nicher, så det er også værd at reservere en pæn del af budgettet til dem og så arbejde indad. 

Normalt anbefaler vi, at man tester både brede og snævre målgrupper af og så lader Facebook flytte budgettet derhen, hvor ROAS er højst. Så kan man altid senere igangsætte nye kampagner, efterhånden som annoncer skaber nok cashflow til at gøre det.

Mit bud er, at ovenstående i langt de fleste cases vil være den vej, der giver det største afkast, men også uden at du satser alt for meget på at ramme noget viralt eller et one hit wonder, som i høj grad beror på tilfældigheder.


Mine anbefalinger forudsætter, at du har fedt indhold i form af tekst, billeder og video. Så hvis du ikke har det, kan du godt sætte nogle timer af til skrivearbejde foran tastaturet. Alt er naturligvis bedre med professionelle billeder og Hollywood-esque videoproduktion, men mindre kan gøre det. 


Peter Lauritsen